Install Theme
LUNA STAGE

Drowned/fear

Luna Stage

Analogue art project anno 2014
Copyright: Luna Stage

B/W Analogue photography 2014 no.i
Copyright: Luna Stage

Exam Project coming along nicely, I only need to add the top of it, then I am ready for the exam tomorrow morning. Wish me luck. (:
Luna Stage

Beginning of model of house 1:20, Exam project, Spring 2014

Copyright: Luna Stage

Odd Hand Drawing Spring 2013
Copyright: Luna Stage

Kastanje spring2013

Luna Stage

Self portrait minus13

Luna Stage

(Other people add stuff) 


Big hugs and spring-full breeze from Madrid ;)

Loves!

" I don’t find much comfort in knowing how much I need people, who can then give me said comfort. I then find that situation even less comforting. "

- Luna Stage

I Forgot

I forgot

I forgot what your face looked like when you were hurting,

or when I said something unintentionally funny, and you would shake your head while giggling to yourself.

I forgot

I forgot your laugh,

how your eyes made small crinkles at the sides and how the light would dance in your eyes, 

while they would brighten up the room.

I forgot

I forgot the ease I felt whenever you looked at me,

how it seemed impossible not to smile back at you,

even if I felt furious.

I forgot

I forgot how you made me feel,

that everything was going to be perfect in the imperfect way that is “us”.

I forgot

I am sorry I forgot why we did not work out, 

and considered yet again if we could work in some alternate universe.

We forget

I am sorry we both forget half of the past,

making us unable to recognize the present truth.

Luna Stage

Copenhagen at night by the habour

Copyright: Luna Stage

Copenhagen at nighttime 
Copyright: Luna Stage

Vintage Bridge Digital

Luna Stage

På Tværs

Pensionist hjem, lyde fra et bornholmerur, teske i en kop der bliver rørt rundt med alt for meget sukker i. Krummer på bord, porcelænstallerkner på væggene med fugle og porcelænsfigurer af katte kigger med fra alle sider. Stuen er egentlig ganske normal størrelse, men alle nips tingene (puder, figurer, malerier, platter, møbler etc.) gør det meget klaustrofobisk.

En ældre dame sidder i sofaen og nipper kaffe af en musselmalet kaffekop, slubrer irriterende højt, og tager en bid af en alt for gammel og tør kiksekage. Krummerne fra kagen forsvinder ned i folderne i hendes lidt for stramme kjole.

En ung herre betragter hende med foragt.

”Støver du også mine katte af? Her bliver jo nød til at være rent til når respektable mennesker komme til middag senere.” Den ældre dame ser bebrejdende på manden. Han ser opgivende på hende, det er tydeligt for ham at hun lever i sin egen verden.
”Vi er jo meget privilegerede at de vil komme her, selv efter de blev informeret om din fiasko af et liv…”

Hun sipper sin kaffe, sætter koppen på bordskåneren, og tager endnu en bid af den tørre kage, som krummer ud over både hende og bordet, hun ænser det ikke. Den unge mand ser væk, han orker ikke at hun begynder på denne monolog igen.

”Vi forventede jo alle at du skulle på Universitet og have en rigtig uddannelse, som din far. Se han var en rigtig mand. Han var vellidt af alle i byen. Det er et held at han ikke levede til at se dig fejle, han ville være blevet så skuffet. Det ville have taget livet af ham. Han troede virkelig du ville klare dig godt…”

Den gamle bliver sentimental over sin fortælling, hun falder tilbage i minder.

Manden ser op fra sine hænder der ligger foldede i hans skød. ”Klinkerne på badeværelset er fri for kalk… Var der andet? … Mor?”

Den lille dame vender ikke umiddelbart tilbage til stuen, først efter hendes søn har sagt hendes navn gentagende gange.

”Det var sådan en skam at du ødelage det med hende. Se der, var der endelig noget godt. Men ikke engang dét kunne du… hun kom ellers fra en god familie…”

”Vi har været igennem det her, Mor.” Den ældre dame fnyser af manden. Han tager sin tekop og tilføjer, med et snært af sorg, mere til sig selv end hende ”Hun elskede mig ikke mere…”

”Det forstår jeg godt. Hun er ikke den første…”

Manden stirrer ned på sine hænder. De sitrer. Teen skvulper næsten ud. Damen fortsætter med at brokke sig, men holder brat inde.

”…Vi er mange der har været skuffede over dig i lang tid…”

Den unge mand begynder næsten at grine i foragt over hende.

”Det gør du bare ikke..” bliver ytret lavmælt.

”Nogen skal jo have styr på dit liv.” Konkluderer den gamle, hun synes hun har ofret sig nok.

Den unge man ryster opgivende på hovedet. Hun ser det.

”Sådan skal du ikke opfører dig overfor mig! Den attitude kommer du ingen vegne med!”

Manden rejser sig for at gå.

”Sæt dig!”

De ser ind i hinandens øjne, han vender sig og går mod døren.

”Hvis du går ud af den dør, skal du ikke bryde dig om at komme tilbage!”

Den unge mand ser på hende, og går demonstrativt ud.

Han står udenfor døren - stadig med tekoppen i hånden. Han kigger på den, sætter den ved siden af en plante på trappestenen, holder lidt for fast på koppen, men giver endelig slip.

Han forlader sit barndomshjem efter 27 års undertrykkelse med et begyndende smil på læberne.

Han går ned af havegangen, og lukker ikke lågen efter sig.

Luna Stage